Hvad bragte dig her, og hvad håber du på?
To italienere fortæller deres historie. De forlod begge Italien for 15 år siden på grund af kærlighed. Den ene er håbefuld, den anden er skuffet. Men for begge ligger fremtiden i den næste generation.
De blå øjne skuffede Man kan høre skuffelsen i hans stemme. Franco Esposito er 51 år, og hans alder bekymrer ham. ”Det er ikke så let at få job her, som det var for ti år siden,” fortæller han. Hans CV er ellers imponerende, men i dag er han ikke længere sikker på, at det er nok. Francos håb er at blive i Danmark. ”Mest for mine børn, ellers ville jeg såmænd gerne hjem igen.” Det var Francos ansættelse hos I Carabinieri, det italienske militærpoliti, der bragte ham til Danmark. Som statsligt ansat er det normalt at blive udstationeret i fire år i løbet af sit arbejdsliv, og for Franco, der kommer fra Rom, blev det på den italienske ambassade i det lille land mod nord. Det var for 15 år siden, og som det så ofte sker, hændte også noget andet. ”Der var nogle blå øjne…. jeg mødte en kvinde, og vi fik vores søn. Vi flyttede ned til Rom i nærheden af min familie, men hun ville gerne tilbage til Danmark.” Så han fulgte med tilbage til Danmark i 2006, og efterlod sin trygge ansættelse til fordel for familien. ”I dag har jeg hverken kone eller job, her står jeg.” I de mellemliggende år arbejdede Franco igen på den italienske ambassade som både chauffør og sikkerhedsvagt for ambassadøren, men da denne holdt op, mistede Franco
sit job. Siden kom hans datter til i 2009. Ægteskabet holdt ikke, og de blev skilt. For nyligt har han været ansat på Metroprojektet som HR konsulent i en periode, men det er nu slut. Hans håb i dag er at finde et job i Danmark, så han kan blive hos sine to børn.
Regnbuefamilien Anna Meloni bor i Odense med sin danske mand og deres adopterede søn på 6 år, som kommer fra Etiopien. Efter forgæves at have forsøgt at få deres eget barn, valgte de at adoptere. Villakvarteret, de bor i, er et typisk dansk parcelhuskvarter med gulstensvillaer og danske middelklassefamilier. Men blot nogle stisystemer derfra ligger en helt anden verden, som Anna gerne vil bygge bro til. Det er Vollsmose, også kendt som Odenses ghetto med indvandrere, flygtninge og danskere på bunden af samfundet. Den dag, jeg taler med Anna, har hun netop været i Vollsmose med sin dreng og mand. ”Vi besøgte børnebiblioteket derovre, og bagefter spiste vi på bazaren. Derovre er der jo nogle børn, som ligner vores søn, så jeg synes det er fint, han ser nogle mennesker fra andre kulturer end dem, der er i vores kvarter,” fortæller hun.
”Vi er en regnbuefamilie (siamo una famiglia arcobaleno), og mit håb er at skabe større social inklusion kulturerne imellem.” Faktisk bygger hun også bro gennem sit arbejde, og sit speciale i pædagogik, som netop havde dette emne. Nu er hun i praktik som kulturkonsulent i Vollsmoses Kulturcenter, og håber meget på at blive ansat efterfølgende, da der sker en omrokering. ”Jeg vil gerne være med til at skabe håb for fremtiden ved at kulturene kan mødes og få en forståelse for hinanden. Mange af medarbejderne på Kulturhuset går ind ad døren den ene vej, men går ikke ud i Vollsmose bagefter. Jeg vil gerne vise, at jeg vil de mennesker ved for eksempel at spise i bazaren sammen med dem,” siger hun. Anna, der oprindeligt er fra Sardinien nær Oristano, mødte sin mand Thomas i Rom for 15 år siden, da hun arbejdede på en lille pub i den evige stad. Han spurgte om de skulle mødes, og det ville Anna gerne. Efter mødet dukkede han op med en bog til hende på pubben. Det var eventyr af H.C. Andersen. Inde i bogen lå en seddel, hvor han havde skrevet, ”Jeg kommer fra eventyrenes land. Vil du starte et nyt eventyr med mig?” Og det må man sige, de er i gang med.
