Uperfekte og hjertevarme – Serate Italiane vender tilbage

Det startede for over 10 år siden med uformelle og improviserede møder mellem italienere og danskere, og hurtigt voksede det sig stort. Travlhed og Facebook blev efter nogle succesfulde år en stopklods for aktiviteterne. Nu simrer det igen i de dansk-italienske gryder, og til sommer vender kulturmøderne tilbage.

 I sin storhedstid kunne Serate Italiane – Italienske Aftener – være vært for op til 3-4 arrangementer om ugen. Nogle gange var det store jule- eller sommerfester, som kunne samle op til 150 mennesker. Andre gange var det nogle få kaffeentusiaster, der mødtes nogle gange om ugen for at prøvesmage Københavns cappucino-repetoire på byens cafeer.

”Det var ofte improviserede møder, som manglede planlægning og havde mange ubekendte. Møderne foregik i forskellige private hjem eller på cafeer og kulturhuse, og det var ikke altid klart, hvem der stod for hvad. Alligevel gik det hele som regel op i en højere orden, der indfandt sig hen ad vejen,” fortæller Gino Rocca, initiativtager til de mange succesfulde kulturmøder, der udspillede sig fra 2006 og frem.    Syditalieneren fra Lamezia Terme i Calabria har boet i København siden 1996, hvor han kom til landet som Erasmusstudent. Gino Rocca er elektronikingeniør, og arbejder som afdelingsleder i elektronikvirksomheden TDK, der producerer mikrofoner til smartphones.  De senere år har Serate Italiane levet en lidt hensygnende tilværelse med kun få arrangementer. Det har skyldtes arrangørenes travlhed, men også at Facebook ifølge Gino blev for ekskluderende og lukket med særlige grupper, man skal være medlem af.    ”For mig er mangfoldigheden vigtig ved disse møder, både menneskeligt, socialt og kulturelt.   Jeg kan godt lide den åbenhed og spontanitet, der kan opstå, når mennesker mødes på tværs af kulturer, sociale klasser, alder og holdninger.”

”Serate Italiane startede før Facebook-æraens tid. Dengang var det ikke så let at samle mennesker, som det er i dag. Det eneste mødested for italienere var dengang Istituto Dante Alighieri, som kunne have svært ved at tiltrække især yngre italienere,” siger Gino.

Det hele startede hjemme hos ham selv, hvor han jævnligt samlede italienere og danskere til middage og sociale sammenkomster. De to folkefærd komplementerede hinanden og ”kunne noget særligt sammen,” syntes han, og det gav ham ideen til at sætte fornøjelsen i system. Det skete via hjemmesiden serate-italiane.dk, der blev lavet til formålet, og på sit højeste havde 1300 medlemmer. Senere stiftede Gino sammen nogle venner foreningen ”Serate Italiane,” men det var aldrig indtjening og administration, der havde hans interesse. For den beskedne sum af 10 kroner om året kunne man være med i den folkeoplysende forening. Møderne affødte også diskussioner og debat, men decidereret politik, brød Gino sig ikke så meget om at diskutere de år. ”Det blev ret sort og hvidt, fordi Berlusconi dengang sad på magten. Så det blev grovkornede debatter om hvorvidt man var for eller imod ham. Til gengæld var der mange gode politiske diskussioner i mere bred forstand,” fortæller han. ”Det ikke var ikke profit, der drev foretagendet, og der var noget simpelt og autentisk over møderne, derfor stillede mange mennesker op, tilbød deres hjælp og gav noget af sig selv,” mindes Gino og smiler. Han fortæller om en ung italiensk kvinde, som aldrig havde været der før, der dukkede op med en hjerteformet kage halvt, som var dekoreret med det italienske flag på den ene side og det danske flag på den anden side. ”Kagen er uperfekt og ser improviseret ud, men er alligevel vellykket, fordi den har sin egen autenticitet. Det samme kan jeg lide at tænke om Serate Italiane,” siger Gino. I øjeblikket arbejder han med en gruppe andre initiativtagere på at opdatere teknikken via hjemmeside og Facebook. Blandt andre står Gianni Gabriel for en del af udformningen. Tanken er, at de nye møder skal beholde deres oprindelige form og kvalitet, og løber af stabelen til sommer.
Se mere på Facebook

Leave A Comment