Da Daniela Cecchin en oktoberdag i 1979 satte sig bag på en dansk motorcykel i Peschiera del Garda for at køre med til København, traf hun et valg, der skulle få stor betydning for udviklingen af dansk barndomspædagogik
Navnet Daniela Cecchin er kendt af de fleste pædagoger i Danmark. De har mødt hende på kurser, læst hendes bøger om integration, leg og kreativitet, hørt hendes oplæg eller skrevet til hende, når de skulle ansøge om midler til udviklingsprojekter. Siden 1995 har Daniela Cecchin arbejdet som pædagogisk udviklingskonsulent i BUPL, pædagogernes fagforening. Hun har en stor del af æren for, at mange danske vuggestuer og børnehaver har hentet deres pædagogiske inspiration i det progressive Norditalien, hvor forskere som Malaguzzi og Canevaro var bannerførere for et nyt børnesyn. Barnet var et ressourcestærkt, sansende, tænkende og handlende individ, som skulle mødes med en pædagogik, der vægtede leg, kreativitet og fællesskab. Et pædagogisk nybrud, som inddrog børnene ved at tage udgangspunkt i det, de var optagede af – deres spor – og som op igennem 1990’erne og 00’erne fik den pædagogiske verden til at valfarte til Emilia Romagna regionen. Selv er Daniela Cecchin fra Verona, hvor hun uddannede sig til pædagog og læste på socialrådgiverskole. Den oktoberdag i 1978, hvor hun mødte dansk-italienske Johny, var hun lige kommet hjem efter at have brugt sommerferien til en tur på stop med en veninde ned gennem Spanien til Marokko. Eventyret lokkede. Nu sad hun, 20 år gammel, på Bar Centrale i Peschiera med vennerne. Roberto præsenterede hende for Johny, som var på vej hjem til Danmark på motorcykel dagen efter og spurgte, om der var nogen, der ville have et lift? Jo, det ville Daniela da gerne! Hun vidste intet om Danmark, ud over at man skulle køre gennem hele Tyskland for at komme derop. En kold motorcykeltur, der
sluttede med en varm modtagelse på Frederiksberg af Johnys italienske bedsteforældre. Få måneder efter kom hun tilbage til Danmark med kufferten fyld med tøj, plader og bøger for at bo med Johny og arbejde som pædagog. Og sådan blev det. De blev gift, fik sønnen Simon og i dag, 38 år efter, er de stadig sammen. Daniela Cecchin satte kursen for sin fremtid, da hun efter tre års arbejde i danske børnehaver begyndte at læse til cand.psych. og sluttede af med et speciale om ”Det legende barn”. Derefter tog hun på studiebesøg ved Bologna Universitet for at møde Andrea Canevaros pædagogik om den ”integrerende baggrund” og børnenes ’spor’, støttet af Det Italienske Kulturinstitut. Den italienske inspiration skulle få afgørende betydning for udviklingen af pædagogikken i Danmark. – Italien var creme de la creme! I mange år var det her, det fremmeste pædagogiske arbejde blev lavet, og sporbegrebet har virkelig sat sig spor. Man kan sige, at den italienske inspiration blev til dansk innovation, fortæller Daniela, som kan se aftrykket senest i undervisningsministeriets ”Master for en styrket pædagogisk læreplan” fra 2016, som beskriver det pædag
Fra italiensk inspiration til dansk innovation
Da Daniela Cecchin en oktoberdag i 1979 satte sig bag på en dansk motorcykel i Peschiera del Garda for at køre med til København, traf hun et valg, der skulle få stor betydning for udviklingen af dansk barndomspædagogik ogiske grundlag og ramme for dagtilbud i Danmark i dag. Med sin udgivelse af bogen om ”Den integrerende baggrund” i 1999 blev der for alvor sat skub i udvekslingen af pædagogiske metoder mellem Italien og Danmark. Daniela Cecchin kan dog blive chokeret over, hvordan legen og kreativiteten har veget pladsen for et langt mere traditionelt læringssyn i dagens Italien: – Når jeg har besøg af italienske pædagoger, bemærker de, hvor meget plads der er til legen. I Italien i dag betegner de børn helt ned i vuggestuealderen som alunni, dvs. elever. Det vil være utænkeligt i Danmark, hvor vi opfatter børn som små individer og personligheder. Selv om læringsdagsordenen også er kommet hertil, har vi en grundlæggende forståelse af, at det er hele barnet, det handler om, og at leg og fællesskaber er omdrejningspunkter i barndommen. De italienske pædagoger undrer sig ofte, når de kommer på besøg i skovbørnehaver, hvor de ser børn sidde uden for i deres flyverdragter og spise deres madpakker, mens det småregner, og de kan blive chokerede over, at børnehavebørn får lov til at klatre i træer og snitte med kniv. Mange italienere kan synes, at børn i Danmark lærer for lidt, når de bare får lov til at lege. Men det er netop italienerne, der har lært os, at børn lærer på mange måder, og at de lærer bedst, når de er sammen omkring noget betydningsfuldt.
Daniela Cecchin fik i 2006 den italienske orden, ”Ordine della Stella della Solidarietà Italiana” for sin formidling og videreudvikling af italiensk pædagogik og kultur i Danmark.
