På musikalske jagt fra Abruzzo til København

12 Giugno 2017
782 Views

Når man har at gøre med mundtlig overleveret musik, bliver man konfronteret med en kulturel verden, hvoraf kun få spor er tilbage, indsamlet og studeret af musikforskere. Musikforskning er næsten en form for arkæologi, men den mundtlig overleverede musik udgøres af ”ikke-materielle” fund, som netop ikke er nedskrevet, men overført fra mund til mund gennem generationer og herigennem udelukkende bevaret i folks hukommelse.

Hvem er Mauro Patricelli? Jeg er født i Ortona på den abruzziske kyst. Jeg påbegyndte mine musikstudier temmelig sent – i starten som klassisk pianist, og efter som 19-årig at have afsluttet mine studier ved konservatoriet fortsatte jeg min udvikling på klaverakademiet i Imola samtidig med, at jeg læste litteratur på universitetet i Bologna og kombinerede musikstudiet med orientalsk historie og først og fremmest med musikforskning og musikantropologi.
Du er italiensk komponist og pianist; pt. bosiddende i København men med hjertet i Italien – især i Abruzzo. Hvorfor valgte du at rejse ud, og hvorfor blev Danmark dit musikalske tyngdepunkt? Det er der mange grunde til. Det første vigtige kulturelle skridt for mig var at flytte fra Abruzzo til Imola. Det var næsten et kulturchok og det satte gang i en følelse af manglende tilhørsforhold. Jeg følte mig ikke rigtig abruzzisk længere og heller ikke fra Bologna. I Imola begyndte jeg at undervise i klaverspil for derefter at blive rektor for den kommunale skole for moderne musik (La scuola di Musica Ca’ Vaina) og her følte jeg en vis tilknytning til det imolesiske samfund. Samme situation gentog sig, da jeg flyttede til København – dette semi tilhørsforhold varer ved den dag i dag. Som mange andre italienske kunstnere, der ikke føler sig forstået og værdsatte i Italien, havde jeg også drømt om et liv på et sted med mere anerkendelse, måske mere tolerant, og åbent overfor nye kunstneriske tiltag, en åbenhed overfor musik som ikke blot var kommerciel. Der var først og fremmest denne vision, som sammen med andre motiver, gav mig lyst til at flytte. Der er dybe forskelle – musikalsk set – mellem kulturnationen Italien og Nordeuropa. I Danmark er der flere muligheder for offentlige og private finansieringer til kultur, og disse bliver bevilget af forskellige udvælgelseskomiteer på baggrund af en bedømmelse af den kunstneriske kvaliteter. I Italien derimod bliver de kunstneriske bevillinger først tildelt, når de kulturelle projekter er en realitet, og når de indgår i en kommerciel, eller reklame-eller turismeorienteret sammenhæng. I Danmark bevilger man fonde til at skabe kultur, som ellers ikke ville eksistere. Hvis man har et projekt af høj kvalitet – for konkurrencen er hård – kan man få økonomisk hjælp til at gennemføre et projekt, der ikke nødvendigvis er af kommerciel natur. Man kan på en måde sige, at institutionerne ophæver markedskræfterne ved at give plads til nogle kunstforme, der ikke nødvendigvis er af kommerciel art. I Italien er det næsten umuligt at projektere langsigtet, da det er svært at finde resurser, som dækker omkostningerne og tiden med projektet. Dette skaber strukturelle problemer, da planlægningen gøres fattigere og man arbejder med åndenød. En kunstner, der har gode ideer, skal være hurtig til at omsætte dem i praksis og til at realisere dem. Man kan ikke tænke langsigtet og udvikle et projekt over år, fordi dette ikke er anerkendt.
Har du fået hjælp af institutionerne eller har de ignoreret dig? Den helt store forskel som jeg har følt mellem Italien og Danmark ligger netop i forholdet til institutionerne. De italienske er statiske, svære at komme i kontakt med og der er ikke direkte kontakt mellem dem og kunstneren. I Danmark derimod følger de dig på tæt hold og har en god kommunikation med kunstneren, som bliver opfordret og stimuleret til at fremlægge projekter som kan blive blåstemplet og finansieret – det er et konstant og tæt forhold. I Abruzzo var der f.eks. et par tilfælde; påStabile d’Abruzzo teatret i Aquila og på Marrucino teatret i Chieti. Begge uden godt resultat på grund af den politiske udvikling – noget som i Danmark ikke interfererer med det kulturelle liv. De personer, der er valgt til at vurdere projekterne, er specialiserede og har ikke politiske embeder. De har et kort men stabilt mandat, så en eventuel omvæltning på den politiske scene vil ikke destabilisere systemet. I øjeblikket er du i Rom på Det Danske Akademi for at arbejde på dit nye dokumentarværk. Fortæl os om det! Formålet med dette ophold i Rom er at undersøge nogle af de populære musiksamlinger bevaret på Santa Cecillias musikhistoriske arkiv, i særdeleshed Alan Lomax og Diego Carpitellas samlinger, to næsten legendariske musikforskere som arbejdede i Italien i halvdelen af 1950 erne. Resultatet af mit arbejde vil jeg i første omgang præsentere som et koncertprogram med mit ensemble med premiere i juni på det Italienske Kulturinstitut i København. Derefter vil jeg fortsætte med at udvikle dette materiale, hvilket forhåbentlig resulterer i en ny operadokumentar. Definitionen af denne form for musikteater bekymrer jeg mig ikke så meget over, ej heller hvilken indvirkning den måtte få på offentligheden. Men det er vigtig for mig at løfte fortællingen op på et mystisk niveau, også selvom den måtte have sin oprindelse i virkelige hændelser. Helt konkret fortæller mine værker folkemusikkens historie som den blev overleveret gennem hukommelsen og som ikke ville have efterladt sig spor, hvis det ikke var for disse musikforskeres dokumentation.

Leave A Comment