Postkort fra de døde
Af Cecilia Banfi
Ny udgivelse introducerer den prisbelønnede forfatter, Franco Arminio i Danmark
Når vi skal finde Franco Arminio, er vi nødt til at grave ned i et Italien, som mange, ikke engang italienerne kender til. Vi skal til regionen Campania, som udover Napoli og dens endeløse udkantsområder, også rummer nogle af de mest hengemte, hendøende bjerglandsbyer i området Irpinien langs de sydlige Appenniner. Vi skal forestille os at komme til et sted med lange vintre og tynd bjergluft, hvor livet typisk har sin vante gang på et lille torv, hvor indbyggerne mødes og diskuterer stort og småt. Vasketøjet hænger fra hus til hus af de faldefærdige bygninger, et par hunde strejfer omkring, et par gange i timen hører man en scooter kværne, og ved frokosttid hører man igennem de åbne vinduer at tallerknerne stilles frem. Jordskælvet, som ramte regionen i 1980, satte ufatteligt aftryk på netop Irpinien. Hele byer har endnu ikke rejst sig fra støvet og ruinerne.
Franco Arminio (f.1960), er opvokset og stadig bosiddende i disse betagende bjerge, i støvet og ruinerne, og kæmper en kamp for at netop disse egne ikke skal gå tabt. Faren er helt reel: Med særligt den yngre generations massevandringer mod byerne, er der næsten kun ældre tilbage. Og de falder af naturlige årsager, som bladene på træerne fra, som tiden går. Arminio har som en særlig drivkraft bag sit forfatterskab, som er meget omfattende og også særligt favner flere bemærkelsesværdige digtsamlinger, skabt en national bevægelse: Paesologia-bevægelsen (landsbylogi-bevægelsen). Det handler om at være opmærksomme, at sanse omgivelserne og samtidig formå at dele dem med andre, som vil lytte. Postkort fra de døde er 128 postkort om de mange måder at dø på, som de afdøde selv sender af sted til os levende fra et ukendt sted. Det er øjebliksbilleder, hvor vi som læsere i små glimt stikker hovedet ind eller ud af vinduerne igennem ganske få linjer. Det er nogle vanvittige, ofte groteske billeder, som serveres med forfatterens særlige ironi: «Udenfor var det dejligt vejr. Jeg ville ikke dø med al det solskin udenfor. Jeg har altid tænkt, at jeg ville dø om natten, på det tidspunkt, hvor hundene gør. Og i stedet døde jeg ved middagstid, lige mens et madprogram gik i gang i fjernsynet».
CB: Hvilket forhold har du til dine læsere, og hvordan forestiller du dig, at din bog vil blive modtaget i Danmark?
FA: Jeg kender mange af mine læsere personligt da jeg møder dem på mine mange ture rundt i landet. Jeg er meget taknemmelig for dem, som læser i en tid, hvor man læser mindre og mindre. Jeg har overhovedet ingen ide om, hvordan min bog kan blive modtaget i Danmark. Jeg håber det bedste.
CB: Du giver stederne særlig betydning og opmærksomhed. Er den følsomhed, som tillader et dybere blik, iboende i os alle?
FB: Helt sikkert. At være opmærksomme på omverdenen er for mig også en slags terapi. Vi lever i en tid, som gør sjælen syg. Menneskene har i lang tid måttet bekæmpe den materielle elendighed. I dag tror jeg, at det største problem er den åndelige elendighed. Opmærksomheden over for stederne kan være et første skridt på vejen til at forblive mennesker.
CB: Du har sagt, at Postkort fra de døde henvender sig til alle, særligt dem, som frygter døden helt ind til knoglerne. Kan du uddybe?
FA: Vi frygter ikke alle døden på samme måde. Jeg er et menneske, som tænker på døden hver dag, flere gange om dagen. Og jeg tror at mange mennesker har det på samme måde. Min sympati går til dem. Når vi altså lever i et samfund, som gør alt fra at fjerne det faktum, at vi skal dø, gør det indtryk på mig når det ikke lykkes for nogen.
CB: Jeg opfatter postkortene som nogle øjebliksbilleder, hvor vi for et øjeblik træder ind og ud af livet (eller døden) hos fortællerne – er det dette øjeblik, som tæller eller er der andet?
FA: Enhver person som dør var levende øjeblikket før. Jeg ved ikke om der er andet. Hvis der er noget, tror jeg, at det er i det ”vi” som vi kendte eller ikke kendte som levende.
CB: Forstil dig et øjeblik at jeg er blind og du skal føre mig rundt i din hjemby: Hvad ser jeg?
FB: En smuk by af sten, by placeret på en højderyg af ler, en by fuld af lukkede huse, en by, hvor det altid blæser, og hvor der er et smukt lys, som du ikke kan se.
Postkort fra de døde udkom 16.marts 2018 på Forlaget Apuleius’Æsel.
Oversættelse, forside-og bagsideillustrationer: Cecilia Banfi
