Mellem Leonardos vinstokke i Milano Af Charlotte Sylvestersen

Mellem Leonardos vinstokke i Milano
Af Charlotte Sylvestersen

Han er klædt i en rød kappe over en kort rosa tunika, med løsthængende hår og det karakteristiske fuldskæg og velpudsede lædersko. Han er på en eller anden måde en velplejet metroseksuel 45- årig. De store hænder, der efter sigende kan bøje hestesko, afslører dog barndommen og den tidlige ungdom på landet i Toscanas bløde bakker. Han er både et naturmenneske og indbygger i en datidig metropol med over 100.000 indbyggere.

Vi sætter os på bænken mellem vinrankerne. Selveste hertugen af Milano har foræret ham den godt og vel én hektar store vinmark i centrum af byen, og Leonardo fra vinbyen Vinci i Toscana holder øje med sin mark resten af livet. Han burde være i sving med penslerne få hundrede meter fra vinmarken ovre i munkenes spisesal ved Santa Maria delle Grazie kirke og kloster. Leonardo burde altid være et andet sted, og hertugen venter nu på fjerde år på, at Leonardo bliver færdig med maleriet af den sidste nadver. Han når det lige, inden Milano og hertugen året efter i 1499 bliver løbet over ende af franskmændene.

Leonardo var notorisk langsom med bestillingsarbejder. Monna – eller Signora Lisa – var for længst død og begravet, da han blev færdig med hende. Der var altid noget andet, der skulle undersøges, studeres, dissekeres og ikke mindst nedskrives eller illustreres. I vinmarken i Milano taler vi om fremtiden, og hvad den har tilskrevet ham siden sidst. Verden bliver jo aldrig træt af at beskæftige sig med det store italienske renæssancemenneske. Det behager og smigrer ham, for han var bestemt ikke uden sans for marketing og personlig branding. Andre af tidens kunstnere bagtalte ham for evnerne til at gøre sig til og tage sig betalt. ”Kineser. Nej, nu stopper de.
Min mor var da ikke kineser”, udbryder han med en ilterhed, der slet ikke er hans normale reflekterende måde at være på. Jeg har fortalt om den italienske forsker Angelo Paratico, der i 2014 skabte international opstandelse ved at påstå, at Leonardos mor var kineser eller orientalsk slave. En anden forsker konkluderede i 2006 ud fra Leos fingeraftryk, fra hans en af de over 6.000 efterladte sider med notater, at hans mor måtte være fra Mellemøsten.
Leos mor var ikke gift med faderen, der dog anerkendte sin søn, og sørgede for at han som ung mand i slutningen af 1460´erne kom i lære hos maleren, guldsmeden og billedhuggeren Andrea del Verrocchio i Firenze. ”Åh, Verrocchio”, sukker Leo. Da Verrocchio så en engel malet af sin unge elev, besluttede han sig for at han ikke selv var værdig til at male mere, skrev kunsthistoriens fader Giorgio Vasari nogle årtier efter Leos død.

Men så vil Leo ikke tale mere om moderen, og tager i stedet en lille pakke ud fra en af kappens lommer. I et plettet hørklæde er der rødbeder fra køkkenhaven bag vinmarken. Jeg fortæller, at her over 500 år senere bliver flere og flere vegetarer, og citerer ham: ”Jeg tror, at der kommer en tid, hvor mennesker vil kende dyrs sjæle, og hvor drab af et dyr vil blive betragtet med samme skyld, som vi i dag betragter et drab på et menneske.” ”Jovist, og jeg har også sagt, at kødspisernes kroppe er kirkegårde for lig”, erkender han, og griber ned i en anden lomme og trækker en indkøbsliste op. På listen står der både kød og æg, spejlvendt, som han jo skrev, og det endog også med venstre hånd. Med et smørret grin folder han omhyggeligt papiret sammen igen. ”Men jeg har også designet, som I siger i dag, et køkken til at ryge kød i”. Leo synes, jeg snager i hans privatliv, da jeg nævner de anonyme anklager om homoseksualitet, der måske var årsagen til at han forlod Firenze. Nogle mener anklagerne førte til, at han levede i cølibat resten af sit liv, også selv om han altid var omgivet af smukke unge mænd. Han vil derimod hellere fortælle om sin ansøgning til hoffet i Milano, som siden er blevet kaldt verdens første Curriculum Vitae. Ni sider om hans evner som våbenmager og ekspert i hydraulik, og en enkelt side om hvad han ellers kunne som kunstner. Hertugen ansatte ham på den sidste side, og brugte ham angiveligt aldrig som våbenmager. Derimod var Leo eventmanager, når der skulle holdes fester og parader, scenograf bag teaterforestillinger på Slottet, og manden, der planlagde byfornyelse og renovering af slusesystemerne til Milanos kanaler. Hertugen satte stor pris på at konversere med Leonardo, og nød også at lytte til musikeren Leonardo, der havde opfundet sin eget lyre-instrument. I dag opfatter vi Leonardo som videnskabeligt interesseret i verden. Han studerede dét, han kunne se, og fik endog tilladelse af paven til at obducere lig.

I begrænset omfang, alene, og kun for at studere menneskekroppen i kunstnerisk sammenhæng. Videnskab som vi opfatter det, mistede først sin snert af kætteri længe efter Leonardos død. Jeg ville gerne have spurgt, om det virkelig var ham, der fandt et gammelt ligklæde fra 1200-tallet og tegnede det spejlvendte lig af den korsfæstede Jesus ved hjælp af sine egne kropsvæsker, sådan som både en kunsthistoriker og en forfatter har foreslået i vor tid. Men en vandrefalk fløj hen over os, og inden jeg så mig om, var Leo løbet efter den og forsvundet mellem vinstokkene. Der er nemlig altid noget, der skal udforskes. Leonardo da Vinci arbejdede i Milano mellem 1482 og 1499, og igen fra 1507 til 1513. Hans køkkenhave og vinmark er i dag museum. Vil man se den sidste nadver i Milano, skal man bestille i god tid, mens hans maleri af Musikeren og papirer med noter fra Codice Atlantico altid udstilles på Pinacoteca Ambrosiana.
Palazzo Reale huser fra maj 2019 flere specialudstillinger om Leonardo, mens Milanos Tekniske Museum har renoveret deres udstilling af
Leonardos maskiner.