Vi tabte vore hjerter til amalfikysten
Af Birgit Brunsted
Da Anette og Henrik Paulsen-Jensen for tre år siden besøgte Sorrento på Amalfikysten, overgav de sig totalt til stedet, solgte deres lejlighed og ejendele og flyttede fra Odense til Sorrento. Det har de ikke fortrudt.
Rigtig mange af os har drømmen om en anden slags liv. At slippe væk fra den daglige trummerum, væk fra stress, væk fra det kedelige vejr, og se ud over sin danske næsetip og finde modet til at ændre sit liv radikalt og springe ud i det uvisse.
Det mod havde Anette og Henrik Paulsen-Jensen, da besluttede sig for at flytte til Sorrento på Amalfikysten i januar 2017. Uden livrem og seler.
”Vi besøgte Sorrento for tre år siden og faldt pladask for området og de søde og åbne mennesker,” fortæller Anette Paulsen-Jensen.
Tanken om at flytte derned opstod hurtigt: ”Vi var midt i fyrrerne, vi kiggede på vort liv, og tænkte over, hvad det var for værdier, der skulle fylde. Italienerne værdsætter skønhed, sanselighed og enkelhed, og det nærvær, de fastholder, tiltalte os meget. Så jeg tænkte, at her kunne jeg godt bo,” siger hun.
Har altid drømt om at se Pompeji
Da parret kom hjem igen til Odense, sagde de hver deres job op og solgte alt. ”Vi søgte ikke orlov, vi ville kaste os ud i det,” siger Anette, der arbejdede som kommunal misbrugsbehandler og Henrik som virksomhedskonsulent med fleksjobbere.
Venner og bekendte havde blandede kommentarer, og de mere bekymrede gik på: ”Hvorfor forlade jeres gode jobs og dejlige lejlighed, hvad skal I leve af, hvad med pensionsopsparing?” fortæller Anette. Men fik vi ikke fodfæste, kunne vi jo tage hjem igen. Frygten for at fortryde som gammel var større end frygten for at springe ud i det.”
”Henrik har altid haft udlængsel, og vi har rejst meget, fortrinsvis aktive ferier med sport. Men jeg savnede ferier med kulturindhold, og jeg har altid drømt om at se Pompeji og Vesuv og om at besøge Napoli,” siger Anette.
”Henrik er glad for at cykle, og vi mødte så en mand, der ejer en restaurant, og som selv cykler og har en søn, der er cykelrytter. Derigennem fik vi kontakt med andre italienere, der boede i området,” siger Anette.
Svært ikke at kunne sproget
Tanken var at arbejde som rejseledere, arrangere vandreture i bjergene samt cykelture. Anette, der oprindelig er ergoterapeut, tilbyder også coaching og mindfulness.
”Vi flyttede herned 7. januar 2017, og Henrik begyndte at kontakte rejseselskaber, men de starter jo først op hen i foråret,” siger Anette, der ikke lægger skjul på, at det første år var hårdt:
”Du har sagt farvel til alt, og nu står du dér. Vi skulle også lære at tale italiensk, vi havde kun et begynderkursus fra AOF, så vi startede på sprogskole i Sorrento. Det var meget vanskeligt, nogle af underviserne talte ikke engelsk. Det var en mavepuster ikke at kunne give sprogligt udtryk for noget som helst, og det kunne vi lige pludseligt ikke.”
”Vi var lidt naive med hensyn til at finde et sted at bo, for alle i Sorrento der har en lejlighed, de ikke bruger, lejer ud til turister. Jeg havde drømt om at bo i en gammel autentisk italiensk ejendom, og det lykkedes faktisk efter kun seks uger,” siger Anette. ”Vi bor i Meta de Sorrento i en smuk ejendom fra 1700-tallet, og vi har en skøn have med appelsin- og citrontræer.”
”Vi bor, hvor de almindelige italienere bor. Supermarkederne er endnu ikke rykket ind, der er små forretninger, slagtere og bagere, og man sludrer ved kassen. Ens effektivitet bliver sat lidt på prøve, men det kan vi godt lide.”
”Efterhånden kom vi i gang med rejselederjob og skulle lære at forholde os til hoteller og chauffører, men vi er jo sammen om det, og så går det bedre. Vi arbejder for danske rejsebureauer, mest Gislev, og er vandreledere for selskaber, der tilbyder det, og Henrik arrangerer cykelture. Men vi tilbyder også vandreture for private, og når gæsterne kommer herned, kan de mærke, at vi brænder for det,” siger Anette.
Vi mangler intet
Her er ingen fortrydelse at spore – tværtimod:
”Vi lever på en anden økonomi her, og vi kan leve for færre penge. Vi ejer ikke noget, men savner heller ikke noget. Man bliver ikke lykkelig af at have hus og to biler, og vi føler ikke, vi mangler noget, og nu hvor vi har været her et par år, begynder vi at få et netværk.”
”Jeg bliver nogle gange spurgt, hvad jeg savner i Danmark,” siger Anette, ”og jeg savner det danske landskab med enge og marker, hvor man kan gå ud og være alene. Det kom bag på mig. Det med at finde fredfyldte områder her er sværere, der er mange mennesker – men Amalfikysten er så smuk.”
”Danskernes selvforståelse er, at vi er de bedste til alt. Men her i Syditalien undrer man sig over, hvordan kan man dog lade fremmede passe de gamle, i stedet for familien. Der er en skepsis mod institutioner. I Danmark har vi i effektivitetens navn mistet tilliden til og omsorgen for familien. Det kan man godt ind i mellem prøve at italesætte over for danskerne, der slet ikke kan forestille sig at leve på den måde, man lever på her.”
Vil du vide mere, kan du læse her:
https://sorrentoogamalfikysten.dk/
Anette og Henrik Pulsen-Jensen har netop startet en netbutik med specialiteter fra Syditalien
https://smagenafsyditalien.dk/
