Sølvbryllup med, og skilsmisse fra, Berlusconi
Af Charlotte Sylvestersen
”Jeg troede, det var min sidste tur på karussellen”, lød det da Berlusconi den 6. maj blev udskrevet fra hospitalet i Milano efter en operation for tarmslyng.
”Jeg har det fint, men jeg var virkelig bange”, udtalte den snart 83-årige, og understregede, nu var han klar til valgkampen til Europa Parlamentet, hvor han er sit partis spidskandidat.
Det er helt nye og meget menneskelige toner fra den mand, der i 1994 meddelte folket, at han var Vorherres udvalgte – l’unto dal Signore – og derfor havde en nærmest guddommelig ret til at være Italiens leder på livstid.
Sådan gik det som bekendt ikke. Og det vil nok komme bag på en del, at fra 1994 til 2018 regerede centrum-venstre koalitioner Italien i 15 år, mens Berlusconi og hans højre koalition med Legaen og det yderste højre faktisk kun var ved magten i ni år.
Berlusconi har nemlig fyldt meget, også for meget. I Italien, i Europa og i mine skriverier fra den første artikel som Italienskorrespondent for Fyens Stiftstidende.
Artiklen var et portræt af fru Bonfiglio, der boede i Berlusconis satellitby Milano 2, stemte på ham og sammen med manden havde investeret alle deres penge i Berlusconi virksomheder.
Jeg har skrevet om ham i lige præcis 25 år dette forår, og jeg har aldrig mødt nogle, har beklaget sig over at have betroet Berlusconi deres sparepenge eller har klaget over at arbejde for ham.
20.000 ansatte modtager hver måned løn i et at Berlusconis tre børsnoterede selskaber. I 2012 tjente han personligt 48 millioner euro, hvoraf over 20 millioner blev betalt i skat.
Selv siger han, at han har betalt langt over seks milliarder euro i skat i sit arbejdsliv. ”Respekt”, hvisker uldjyden i mig.
Og ikke et ord om hans eskapader.
Dem er han jo absolut ikke ene om i dette land.
Mig har hans politiske virke såmænd også givet penge i i den journalistiske kasse.
Professionelt har jeg nærmest været gift med den mand, der nu i sidste øjeblik også viser sig at være et helt almindeligt menneske, der også er bange for døden. Hatten af for det.
Alligevel takker jeg af, for det begynder at køre i ring.
Selv om ansigterneog navnene er nye orker jeg ikke flere ture på den karrusel. Livet er for kort til gentagelser har jeg lært i Italien.
