Livet efter Corona, måske… Af Charlotte Sylvestersen

2 Luglio 2020
Comments off
594 Views

Livet efter Corona, måske…
Af Charlotte Sylvestersen

Mandag den 18. maj begyndte la bella vita igen i Italien.
Det var en fornøjelse at rive de indtil da obligatoriske passérsedler itu.
Morgen-espresso i en ægte porcelænskop siddende på en stol ved et bord udenfor Rico´s Bar smagte ubeskriveligt godt.

Vi må bevæge os frit i vores bopælsregion, og ikke længere kun i kommunen med et begrundet formål, som da det var værst. Vi må endda tage bilen bare for at besøge en veninde.
Jeg må gå lange ture, de andre må jogge og cykle. Fra den 23. maj kan jeg måske tage en tur i svømmehallen. Med obligatorisk afstand, naturligvis.

Måske, fordi trods lettelsen, så vi holder vi vejret specielt her i Lombardiet. Her havde man indtil den 17. maj fundet 84.844 af de 225.435 konstateret smittede, og derudover noterer regionen sig alen for halvdelen af de over 30.000 registrerede Corona-dødsfald.

120 x 230 centimeter og otte hundepoter blev min personlige redning under Corona-krisen.
Da bevægelsesfriheden mellem 10. marts og 4. maj var begrænset til en radius af 200 meter fra bopælen fik jeg alligevel gået seks kilometer om dagen. Mange misundte os hundeluftere i de uger.
Balkonens 2,76 kvadratmeter blev min udsigt til verden. Den vender ud til gården, så jeg så i modsætning til mange andre karantæneramte levende mennesker i løbet af dagen. Jeg førte også in real life samtaler – på afstand – med portneren, naboer og overboer.

Det gik op for mig, hvor privilegeret, jeg i grunden var. Ikke bare med hundene og Lido Balcone.
Moderne teknologi tillod møder, samtaler og fast fredags aperitif med de bedste venner.
Mit køleskab var fyldt, og der var varme på radiatorerne. Min forældre oplevede fem år med krig, så hvorfor skulle jeg ikke kunne klare nogle uger?

Alligevel gik jeg ned. Den 6. marts gik det i al sin gru op for mig, at som overvægtig 56-årig med forhøjet blodtryk ville jeg på det tidspunkt blive sorteret fra, hvis en jævnaldrende med flere formodede gode leveår foran sig havde brug for den eneste ledige respirator.
Blodtrykket kom op i det røde felt. Jeg fik mavepine og min krop var en rystende boble af panik og angst. Jeg måtte med gråd i stemmen sige nej til radio- og tv-opgaver i den weekend.
Der kom flere nedture undervejs. Jeg konstaterede, at én nedtur om ugen efter de første uger i karantæne nærmest var et mønster, der gentog sig både hos mine italienske og danske venner hernede.

Nu ser det endelig ud til, at jeg heldigvis kun var statist i denne elendige skrækfilm. Hovedrolleindehaverne blev de Corona-døde, og det sundhedspersonale, der ikke kan takkes nok.
Men jeg tager ikke det italienske flag ned fra Lido Balcone inden der er nul nye smittede og nul dagligt døde i Lombardiet.
Jeg kommer ud på den anden side i en mere sårbar og nærtagende udgave.
Når årets turistsæson om lidt trods alt begynder, beder jeg jer om ikke at nægte at bruge maske i supermarkedet, fordi det ikke er obligatorisk i Danmark. Og jeg vil meget nødigt belæres om, hvordan man gjorde alting anderledes, og dermed naturligvis bedre, i Danmark under Corona-krisen.
Dèt, vi har oplevet her i Norditalien, der helt tilfældig blev pandemiens europæiske epicenter, tager tid at fordøje. Jeg håber, I forstår. Arrivederci.

Comments are closed.