Midt i en corona-tid minder Napoli os om håbet Af Cecilie Marie Meyer  

23 Luglio 2020
Comments off
202 Views

Midt i en corona-tid minder Napoli os om håbet 
Af Cecilie Marie Meyer  

Eksperimenter med ny medicin og en historie fuld af geniale læger. Napoli og Syditalien har i århundreder bidraget med vigtige fremskridt indenfor lægekunsten. Og så rummer Napoli også monumenter, der minder os om håbet midt i katastrofen.

En kurv hænger i en snor fra en balkon i Napolis Spanske Kvarterer. I kurven ligger kolonialvarer, og på en skilt fæstnet til snoren står der: “hvem der kan, læg noget i, dem, der ikke kan, tag blot”.
Kurven er et velkendt motiv i det gamle, historiske kvarter, hvor de ældste ofte firer en kurv ned på gaden, så de ikke selv behøver at gå den møjsommelige vej op og ned ad trapperne. I kurven ligger der penge og en indkøbsseddel, som bageren, købmanden eller en hjælpsom stik-i-rend-dreng bruger til at handle ind for. Vel tilbage lægges varerne i kurven, som nu hejses op til den ventende.
Under corona-krisen er talrige af disse kurve blevet forvandlet til gaveboder. En gestus, der kan synes som en dråbe i havet, men ikke desto mindre fortæller den om den altruisme, som en lang historie med katastrofer har indpodet i napolitanerne. Så sent som i 1973 hærgede en kolera-epidemi i millionbyen, og i århundrederne før det var pest en hyppig gæst.
Napolitanerne husker katastroferne og har under corona-virussen udvist en disciplin, som mange ikke forbinder med Syditaliens største by, der ellers er berømt for sit boblende liv og notorisk for sin befolkningstæthed. Gaderne har ligget øde, mens Napolis onkologiske Pascale-institut har været centrum for eksperimenter og afprøvning af ny medicin mod corona-virussen i tæt samarbejde med forskere i resten af landet.

Den danske livlæge i Syditalien
Napoli og Syditalien står på skuldrene af en lang historie indenfor medicinsk viden: helt tilbage til 1600-tallet var landsdelen et obligatorisk stop, hvis man som læge drog ud i Europa for at studere. Det gjaldt også den danske medicus Thomas Bartolin, som i 1644 tog til Messina for at besøge den anerkendte botaniker, Pietro Castelli, for at lære mere om sydens healende medicinplanter. Castelli var blandt andet en af de første til at foreslå plante-ekstrakt og bark (kinin) til forebyggelse og bekæmpelse af malaria.
Rejsen fortsatte til Napoli, hvor Thomas mødte en af periodens mest berømmede læger, Marco Aurelio Severino, der på det tidspunkt eksperimenterede flittigt med såkaldt ‘fryse-anæstesi’. Aurelio fik bragt is og sne ned fra Syditaliens bjerge, og lavede forsøg med patienter, der skulle opereres, og forinden fik det syge område bedøvet med kulde, for at skåne dem mod smerten på en tid, hvor operationer blev udført uden anæstesi. Thomas var så fascineret af metoden, at han i 1646 skrev sine observationer ned og tog praksissen med hjem til Danmark, hvor den var hidtil ukendt.

Raffaello Piria og hovedpinepillen
I 1834 opdagede den schweiziske farmakolog Johann Pagenstecher en smertelindrende substans, som kunne udvindes fra mjødurten, spiraea ulmaria. I 1838 tog den syditalienske kemiker Raffaello Piria det næste skridt og fandt ud af, at man kunne få et endnu stærkere præparat ved at udvinde en særlig syreekstrakt fra piletræet – pilebark havde allerede været brugt i århundreder mod feber – og isolere dele af dens molekyler. Stoffet salicin fjorde han til sukker og fik dermed adgang til stoffets anden komponent, som ved iltning blev til salicylsyre. Den syre kaldte han acetylsalicylsyre, og det blev senere det bærende element i aspirinen, som i dag lindrer hovedpiner og muskelsmerter hos millioner verden over. Piria kom fra Scilla i Calabria, og tog sin eksamen i medicin og kirurgi i Napoli.

Obelisken der skulle mildne pesten på Piazza San Domenico Maggiore
Mange kunstfærdige obelisker pryder Napolis største pladser. De er såkaldte ‘guglie’, som har spillet og stadig spiller en vigtig rolle i napolitanernes hverdag, fordi de minder de lokale om, at der er liv og håb på den anden side af katastrofen.
Planerne om at bygge en obelisken på Piazza San Domenico Maggiore blev besluttet i 1650’erne på anmodning af den paniske, napolitanske befolkning. I 1656 hærgede der nemlig en voldsom pestepidemi, og man mente at den hellige San Domenico ville mildne sygdommens fremskridt i byen, ved at vise ham den ære at afbillede hans herligheder på en piedestal. Obelisken var således en gave til helgenen, en ex voto, som straks skulle sættes i værk, men blev på grund af politik og økonomi først færdig i 1737.
Pesten truede med at udrydde store dele af Napolis befolkning i 1600-tallets midte, men ved hjælp fra en tysk læge fra Bayern, Martinus Ludheim startede man et større karantæne-program, hvor Napolis fattigste og mest smittede kvarterer blev isoleret fra resten af byen. Det gjorde, at de tidligere, store udbrud af pest ikke gentog sig med samme styrke i Napoli.
San Domenico-kirken er en af Napolis største, og ligger netop på denne plads, med sin runde apsis og en sidetrappe, der fører ind i kirken. Langs kirkens skib kan man lægge nakken tilbage og højt oppe se de aragonske konger og dronningers kister stillet op i række og geled på en hylde, dækket af rød silke med indvævede, heraldiske mønstre.

San Gennaro-obelisken på Piazzetta Riario Sforza hylder helgenens magt over Vesuvio
Går man ned ad Via Tribunali og stopper op på den anden side af Via Duomo, finder man en lille plads overfor kirken Pio Monte della Misericordia. Det er Piazzetta Riario Sforza, som er prydet med byens ældste obelisk, dedikeret til Napolis skytshelgen, San Gennaro.
San Gennaros ‘guglia’ er 24 meter høj og blev bygget mellem 1645 og 1660 for at minde napolitanerne om det mirakel, der reddede byen fra at blive dækket af lava. Den 16 december 1631 gik Vesuvio nemlig i et meget kraftigt udbrud, idet en kæmpe sprække åbnede sig i vulkanens ene side, og en gaseksplosion slyngede lava, sten og giftgasser op i atmosfæren. Mens himlen blev formørket af røg, damp og støv, samledes kirkens mænd sig bag San Gennaros statue, som blev hentet ud af domkirken sammen med relikvierne. Her viste det første mirakel sig, da solen pludselig tvang de sorte skyer til side, og San Gennaro blev set svæve mellem dens stråler.
Folk attede mod og begyndte at marchere mod Vesuvio, hvis lava allerede var nået til byens porte, og processionens deltagere oplevede, hvordan ilden straks standsede ved synet af San Gennaro, og lavastrømmen bøjer af, for at finde en ny vej ned mod vandet. Obelisken blev opført på den lille plads nær domkirken, hvor man i forvejen plejede at hylde San Gennaro med musik og dans.

Comments are closed.