Italiens vulkanvine
Af Carlo Merolli
Italien er ung, geologisk set, og har en stribe af vulkaner, der danner jordbund for en produktion af meget spændende vine
Sovende og aktive vulkaner
Etna, Vesuv, Stromboli, Empedocle: Er der noget, som kendetegner Italien, er det dens ungdom, geologisk set, og den stribe af vulkaner, både aktive, sovende og udslukkede, der danner jordbund for en produktion af fremragende afgrøder og meget spændende vine.
Med lidt trøstefilosofi kan man sige, at den frodige vulkanjord med dens rige forekomst af mineraler som flint, magnesium og jern, er den positive side ved jordskælvene, der ryster Italien med jævne mellemrum. Dem hører vi desværre tit om, men det er de færreste, selv blandt vininteresserede, der tænker på, hvor stor en del af den italienske vinproduktion, der skylder sin kvalitet og sit særpræg til vulkanerne.
Vulkanien: Syd
Hvis vi skal finde et sted, hvor udtrykket “at gå på vulkaner” skal legemliggøres, er det i regionen Campania.
Og det er ikke kun Vesuv og Napoli, vi taler om. I hele det omkringliggende område, der går under navnet Campi Flegrei, er vulkanjord med en endnu levende aktivitet, som startede for ca. 40.000 år siden.
Navnet betyder “de brændende marker”: Det er en serie af niogtyve vulkaner og et af de tættest bebyggede områder i Italien.
Samtidig også en af de mest frodige og natursmukke – i hvert fald de steder hvor man endnu ikke har bygget. Stedets skønhed gav navn til Vesuv-vinen Lacryma Christi – Christi tårer: Legenden vil, at Jesus fortrød at være steget til himlen, da han så hvor smuk Napolibugten var. Han persede en tåre, og dér hvor tåren faldt, sprang vinplanten op af jorden.
Druer som falanghina og coda di volpe (rævehale, af farven og formen) giver os pragtfulde, sprøde og intense hvide vine fra både fastlandet og fra øerne i Napoli-bugten. Biancolella og forastera er to af de bedste druer fra øen Ischias’ vulkanjord, og de blå piedirosso (pere’ palumme: som en duefods farve) og aglianico, to af Syditaliens bedste druer til fyldige og holdbare rødvine.
To udslukte vulkankratere huser Monticchio-søerne ved Rionero in Vulture. Vi er i Basilicata, og vinen herfra var kendt allerede i Antikken. Det er druen aglianico, som er i hovedsædet, og den røde Aglianico del Vulture kan rivalisere med de bedste fra Norditalien, både mht. kvalitet og holdbarhed. Hvor der er vulkaner, er der også kilder, og mineralvandet fra de rene uspolerede højdedrage i Vulture er kendt og værdsat over hele Italien.
Vulkanien: Øerne
En af de syv øer hedder ligefrem Vulcano, den anden Stromboli: begge sæde for aktive vulkaner og en del af “Vindens Øer”: Eolie eller Lipari, syv øer lige nord for Messina i det nordøstlige Sicilien. Den søde Malvasia herfra hører til de bedste italienske dessertvine, og den sjældne Corinto Nero (Nero Musqué) er værd at lede efter: en intens, krydret, mørk dessertvin, hvis sødme og finesse næsten ingen ende har.
Europas højeste aktive vulkan er Etna. Druerne, der dyrkes på ‘bjerget”‘(Mongibello: “bjerget bjerget”, et andet navn for Etna), er alle indfødte og oplever i dag en renæssance af karat. Flere italienske og udenlandske vinfolk har genopdaget Etnas unikke kvalitet som vinjord, og der investeres store summer i beplantning af de grønne carricante, minnella, catarratto, grecanico og i de blå, nerello mascalese og nerello cappuccio. De bedste røde fra Etna vil positivt overraske den dedikerede vinelsker med deres elegance og adelig karakter, der er mere i familie med de nordlige nebbiolo og pinot nero end med de øvrige ‘federe’ og rundere sicilianske røde.
Knap halvfjerds kilometer fra Afrikas kyst finder vi den vindblæste og hede ø Pantelleria. Her dyrkes moscato d’Alessandria, der giver os en af de allerbedste og holdbare italienske dessert vine: Passito di Pantelleria. Øens jord er af total vulkansk oprindelse og berømt også for sine kapers.
En “ø” af vulkansk jord finder vi også på Sardinien, omkring landsbyen Mogoro i Oristano provinsen. Hoveddruen er den grønne semidano, der kan fremstilles både som stille hvid, mousserende og passito med velsmagende og interessante resultater.
Endnu et vidnesbyrd om den kvalitet, den vulkanske jordbund beriger vinstokken med.
Endelig er der et fællestræk, der præger ‘Vulkanien’. De druer, der dyrkes på de forskellige vulkanmarker rundt omkring i Italien, er typiske og enestående netop for det særlige distrikt. I tidens løb har vinplanten udvalgt sin bedste grobund, eller jordbunden har valgt den bedste vinplante med minimal intervention fra menneskets side. Noget der gør den italienske vinproduktion både unik og spændende at gå på opdagelse i for den passionerede og nysgerrige vinelsker.
