Italien, una og indivisibile!
Af Carlo Merolli
Ifølge den italienske forfatning, la Costituzione, er Italien “una e indivisibile” dvs. ét og udelelig. Dog hvis man kigger lidt nærmere på landets historie og hverdagsliv vil man finde flere ting, der “deler” støvlelandet. Italiensk er det officielle sprog, men selv om vi ser bort fra sardisk og neapolitansk, som er sprog i deres egen ret, ville det være nok at lade en vinbonde, der taler apulisk dialekt med en kollega fra fx Ligurien, og se om de kan forstå hinanden, når de taler deres egen dialekt.
Flere ting deler landet: hver region har sine traditionelle knive, der er en fem seks forskellige typer spillekort, for ikke at tale om navnene på fisk, hvor samme fisk kaldes på forskellige måder, når vi sejler fra syd til nord. Teaterfigurerne? Hver by har sine “maschere”. For ikke at tale om pastanavne: en videnskab for sig og pas på med at bestille “lasagnette” i Verona, hvis i ønsker lasagne, fordi i får en form for båndspaghetti. Skruer, søm, reservedele, arbejdsredskaber: alle har navne som bevidner en lang historie og nødvendigvis ikke hedder det samme lokalt som på rigsitaliensk. Ofte skal man bare skifte provins for at pasta’en skifter navn: for eksempel de tynde spaghetti, som man kalder “capelli d’angelo” (englehår), hedder på rigsitaliensk “fidelini”. Det er en traditionel spise ved højtiderne, hvor de koges i kødbouillon. Min vært, der var fra Sassari, forstod godt “fidelini” men belærte mig om, at i det nordlige Sardinien hedder det “fundeos”, i den centrale del af øen “filindeus” og i øens sydlige del “fideos”. Værsgo’.
Jeg vil gerne starte med den klassiske romerske Jul eller det jeg oplevede som barn. Generelt fejrer man Jul den 25. december, 1. juledag. Den 24. er faktisk en almindelig arbejdsdag og butikkerne holder åbent til sent, for at “fange” de sidste kunder. Den katolske tradition har haft stor indflydelse på spisevanerne og i alle regioner er den 24. en “faste” dag.
“Faste” er i gåseøjne, fordi det betyder ikke, at man går i seng på tom mave! Det betyder blot, at man ikke skal spise kød, men der er frit slag på fisk og alle vegetarretter. Hos os startede vi med stegte grøntsager, et lille stykke ål, spaghetti al tonno og den fisk som nu var tilgængelig på markedet. At dugen på bordet altid var kridthvid, er noget som signalerer uskyld hos det nyfødte barn. Den 25. var dugen altid rød: festens farve.
Fraværet af kød er fælles for hele Italien, men retterne varierer fra region til region: i Calabrien er pasta med ansjoser obligatorisk og i Ligurien mindes man regionens stolte søfartstraditioner ved at spise “capponada”, en salat med beskøjter, tunfisk, tomat, ansjoser og kapers. De færreste italienere udenfor Ligurien vil kunne give jer et svar, hvis I spurgte hvad “capponada” er. Nogle vil sige, at det er en siciliansk ret, men nej det er “caponata”, noget helt tredje men også standard den 24. om aftenen som tilbehør til klipfisk, pasta med sardiner og alt godt fra havet. Om man vælger at tage i kirke til midnatsgudstjeneste, før eller efter “il cenone” er noget hver især skal afgøre med sin tro og sin samvittighed. Der er dog stor forskel på by og land.
Endnu en stor forskel regionerne imellem er, hvad julemiddagen består af, dog ved afslutning af seancen, der omfatter alt hvad hjertet begærer af lokale specialiteter, vil der ikke på noget bord mangle en panettone, en pandoro eller en anden form for lokal julekage, pandolce, parrozzo, cubana og mange andre: fra den franskinspirerede “tronchetto di Natale”, en cylinder af chokolade i Piemonte til den apuliske “chinuliddre”, noget af en spiritusprøve at udtale, men en dejlig lille kage fyldt med syltetøj. Torrone, som på dansk sjovt nok hedder fransk nougat, og “tørrede frugter” som valnødder og hasselnødder er også noget alle italienerne har til fælles. Så, “una e indivisibile”? Ja, men takket været netop de mange og ofte store forskelle det dejligste land i verden.
Hvad er det så, der forener Italien? Flaget, ja, og så landsholdet, især når det vinder, racerbiler Ferrari, uanset resultaterne, den årlige musikfestival i San Remo, pizza’en selvfølgelig, men man skal passe på med at forvente en tynd, sprød pizza i Napoli: det er en romerske afart, ikke godkendt og noget ildeset i Maradona-byen. Og hvad med Jul? Er det ikke noget, som alle italienerne fejrer på samme måde? På sin vis ja: juletræet og julekrybben enten den ene eller begge to, vil man finde i mange familier, men når det kommer til traditionerne, madtraditionerne især, av! så er julen forskellighedernes holdeplads.
Mens det er nogenlunde overskueligt at gøre rede for de forskellige…forskelligheder region og region imellem, når det gælder madtraditionerne, bliver opgaven næste uoverstigelig, når man spørger, om der er en bestemt vin eller drik, som kan findes på alle italienske juleborde. Selv en overfladisk undersøgelse vil fremhæve forskelle ikke blot fra region til region fra by til by men ofte helt ned til den enkelte families drikkevaner. Det er fordi folk stadigvæk drikker meget lokalt afhængigt af regionen og familiens præferencer. Det er derfor med risiko for alvorlige udeladelser, at jeg kaster mig ud i hvad der er mere gætværk end sikker viden.
Hvis vi starter fra slutningen af middagen, vil vi næsten sikkert finde en mousserende vin, gerne en sød Moscato d’Asti, perlende eller mousserende. Sød og aromatisk så alle kan være med og selv børnene får lov til at smage et par dråber. Ikke helt sundheds korrekt, men der er altid en onkel eller en morfar, der skænker et par centiliter til husets yngste. I nyere tider har Prosecco gjort sit indtog i resten af Italien lige som i hele verden, men Asti Spumante har sine største salgsdage netop i december måned.
Det har “enoteca”’erne”, vinbutikkerne, også: vinen har ikke helt forladt sin funktion som fødevare og ledsagere til måltiderne, men den er også blevet en kilde til nydelse og speciel interesse, hvilket bevidnes af de fems seks toneangivende vinguider, som udgives netop i månederne op til Jul.
Det er ikke helt forkert at påstå, at italienerne drikker lokalt, den vin de kender bedst, også til Jul. Nogle populære drikkevarer inkluderer også “i superalcolici” sammen med et utal af “fordøjelsesfremmede” bitre.
Grappa, en stærk italiensk alkoholisk drik, er også populær under julefestlighederne. Derudover finder man også traditionelle julelikører som Limoncello eller Amaretto, en mandellikør. Herefter mit bud på hvad der kunne være “fællesitalienske” julevine:
Vinsanto, den søde dessertvin fra Toscana, har en intens aroma af tørrede frugt og nødder. Passer perfekt til panettone.
Amarone: er ikke så populær i Italien som i Danmark men ses ofte i forbindelse med netop julemiddagen.
Franciacorta: en tør mousserende vin fra Lombardiet. En kompleks og elegant vin, der med sine fine bobler passer fint både som aperitif og til fiskeretter.
Sidst men ikke mindst Lambrusco: den røde boblende drik fra Emilia Romagna har nul tilknytning til julen, dog er det den mest solgte vin i supermarkederne og “anden vin” over hele Italien, fra Alperne til Sicilien. “Anden vin” betyder, at Lambrusco er den mest solgte vin lige efter de regionale vine: ergo må der også være nogle, der nyder deres Lambrusco, hvis ikke til julebordet så til Nytårsaften!
Så, “una e indivisibile”? Ja, men takket været netop de mange og ofte store forskelle det dejligste land i verden.
Og ja, en hilsen klinger godt og uændret fra alle regioner:
“Buon Natale”.
