Der er en betagende stemning i de små gader, gennemsyret af menneskelighed, monumenter, fremspring og synsindtryk, og hvis man har blik for det, oplever man dem som ædelsten i en dagligdags indfatning: aet er selve Napolis sjæl
Hvis man går hen over piazza S. Domenico Maggiore i den gamle bydel og drejer der, hvor det går lidt opad, og straks derefter til højre, ender man i et lille vejkryds, hvor alle bygningerne har sokler af lavasten. Her åbner en træport ind til et sceneri, hvor de gule mure og de hvide marmorværker skærer i øjnene. Vi er i Cappella Sansevero, en kostbar ædelsten i den europæiske kunstarv. Kapellet blev bygget i slutningen af det 16. århundrede og er et hovedværk i den napolitanske barokarkitektur. To hundrede år senere fik det en renæssance takket være den syvende prins af Sansevero, Raimondo di Sangro. Han var en stor personlighed og arkitekten bag et af de mest usædvanlige monumenter, menneskeligt talent og kreativitet nogensinde har udtænkt, og han bestilte de fleste af værkerne i Cappella Sansevero. Han havde mange interesser, der var indhyllet i mystik, og personificerede sin generations kulturelle opblomstring og storhedsdrømme. Det oprindelige monument blev bygget i 1590 og bestod af et enkelt, rektangulært kirkeskib med otte kapeller og et højalter: Fra 1740 reorganiserede prinsen af Sansevero kapellet efter helt nye og personlige kriterier, og 
resultatet blev meget forskønn
et med arbejder af det fineste marmor, rundt om hvilke der står statuer af mange hæderværdige medlemmer af hans familie med lovprisninger. Blandt statuerne bemærker man især den tilhyllede Kristus, en betagende skulptur, der har vakt undren og beundring i hele verden. Kristusfiguren fanger blikket hos enhver følsom sjæl, der træder ind i det gådefulde rum, og trods den dæmpede tale fra de øvrige besøgende og musikken i baggrunden, føler man, at her eksisterer tiden ikke, her er bare stilhed og dyb fascination. De besøgende går langsomt rundt om lejet, der er dækket af en svededug, som de får trang til at løfte for at se og røre kroppen, for på den måde at konstatere, om det virkelig kan være rigtigt, at det er koldt marmor. I 1752 bestilte Raimondo di Sangro hos den unge napolitanske kunstner, Giuseppe Sanmartino, ”en marmorstatue i naturlig størrelse af Vor Herre Jesus Kristus, død og indhyllet i en gennemsigtig svededug hugget ud af samme marmorblok som statuen”. Værket var færdigt i 1753, og man ser tydeligt, hvor mesterligt kunstneren har formet 
den livløse krop og klædets folder. Den dybe lidelse vidner om forstudier, der er langt fra manierisme og akademiske re
gler. Ansigtets statiske ro står i kontrast til klædets levende draperinger, mens de kostbare puder og tæppet næsten synes at undskylde tornekronen, tangen og de instrumenter fra lidelseshistorien, der ligger ved kroppen, som ikke engang døden var i stand til at skæmme. Sanmartinos kunst er udtryk for en dramatisk levendegørelse, der gør Kristi lidelse til symbol på hele menneskehedens skæbne og udfrielse. Gennem dette kunstværk kommer man i kontakt med den verden, der har skabt det, og med både den virkelige og den åndelige verden. At skabe er guddommeligt og får kunstneren og betragteren til at nærme sig den Gud og Skaber, der inspirerer og fremkalder følelser. Hvordan kan man undgå at blive beriget af at betragte en skulptur eller et maleri? At bearbejde og internalisere oplevelsen af kunst er et vigtigt skridt på vejen til at forstå virkeligheden. Hvis man udvikler sansen for det smukke, især hos de yngste, får de en anden tilgang til livets konflikter. Hvis de antager en æstetisk dimension i deres måde at være på, vil de kunne se sig selv og andre gennem skønhedens, yndens og harmoniens briller. Det er filtre, der også tit giver en moralsk dimension, så det kunne være en af de rette veje til en bedre verden …
Luigifranco Zoena (www.zoenaarchitetti.it)
“Non sono nato a Napoli, non per colpa mia!” ma la mia casa è qui. Ogni strada porta alla mia città, in ogni storia ascolto l’eco del mio mare e la voce della mia gente; in ogni cosa, in ogni luogo c’è un collegamento con la mia origine, con la mia storia perché “l’unica vera libertà è avere radici”. Questo amore per la Città mi ha ispirato Euforika Napoli: un’idea per e con i ragazzi. Euforika Napoli Stimola i giovani affinché non rimangano immobili spettatori della Vita ma strenui difensori della loro Cultura, dei loro Diritti e della loro Identità. Sulle sponde di questo mare, all’ombra di millenni di storia, e non solo quella che invecchia in libri polverosi ma anche quella viva, pulsante nelle strade, negli occhi di chi ricorda-vive-progetta, nei cuori di chi ama e che io ho amato, la mia anima ha ed avrà ristoro.
Amo Napoli ed accolgo i miei ospiti mostrando loro le bellezze artistiche e naturali della Città, ma anche la qualità, il calore e la generosità dei napoletani. Lo spirito che mi anima è espresso nella frase di Gandhi “Con ogni vera amicizia rafforziamo le basi su cui poggia la pace in tutto il mondo”. Amo conoscere le persone, ascoltare la loro storia ed arricchirmi con scambi di esperienza. Ho viaggiato e faccio in modo di offrire a chi sceglie la mia Città tutto ciò che avrei voluto ricevere nei luoghi che ho visitato. Questi due aspetti sono nello slogan che ho scritto nel libro degli ospiti: “Curiamo l’accoglienza seminando amicizia”.
