Oliver Valcelli ikke kun et italiensk efternavn Af Grazia Mirabelli

21 Novembre 2020
Comments off
480 Views

Oliver Valcelli ikke kun et italiensk efternavn
Af Grazia Mirabelli

I efterkrigstiden oplevede Danmark en del indvandring fra adskillige europæiske lande, herunder Italien. Årsagerne var, som de ofte er, af økonomisk karakter; i 1950’erne oplevede den danske industri et kraftigt fremskridt, der krævede ekstra arbejdskraft. Dette tiltrak mange italienere til H.C. Andersens land: på flugt fra et land, der ventede på mere omfattende hjælp fra Marshall-planen, der lod vente på sig, og på jagt efter et bedre liv, bestående af arbejde, værdighed og nye mål.
I disse år begyndte italienerne at skabe deres samfund i Danmark og åbne sig op for et land, der til gengæld gradvist udviklede en betydelig interesse for deres sprog og kultur. Man begyndte at tilbyde sprogkurser, som stadig arrangeres i dag af det italienske kulturinstitut i København, at afholde maleriudstillinger, mad- og vin arrangementer og flere andre udvekslinger mellem kulturerne.

I dag kan vi tale om den anden og tredje generation af indvandrere, ofte perfekt integrerede, og sommetider med vigtige positioner i det samfund, der hilste dem velkommen. Oliver Valcelli er én af dem. Han er født og opvokset i Danmark af en dansk mor, og hans far og det italienske efternavn afslører tydeligt hans oprindelse. Oliver er en ung advokat med et stærkt bånd til de rødder, der med tiden har hjulpet ham til at blive det, han er. Vi bad ham om at fortælle os om sig selv, hans udvikling som indvandrer-søn, om hans gave med at beherske to kulturer. Og Oliver gav os også et lille glimt af sin fremtid.

Har det haft indflydelse på dit liv og arbejde at vokse op som anden generations italiener i Danmark?
Jeg oplever det som et privilegium at være en del af to verdner; det har givet mig et større kulturelt perspektiv – både privat og professionelt. Det, også at kunne tale italiensk har været en fordel, når jeg sammen med familien eller med vennerne har været på solferie i Syditalien, men det har også vist sig fundamentalt i mit arbejde, fordi jeg bedre er i stand til at betjene mine italienske klienter, der bor her. Desuden hjælper jeg gerne venner og bekendte, der har været på ferie i Italien med ny inspiration til spændende steder og ikke mindst til de bedste spisesteder.

Hvordan har dit liv som barn været at vokse op og lære at beherske de to kulturer?
Som børnehavebarn havde jeg svært ved at forstå de to sprog, da min far talte italiensk og min mor dansk derhjemme, nogle gange blandede jeg dem instinktivt, og de andre børn forstod mig ikke altid. Én episode, hvor jeg var glad for at kunne tale italiensk, var, da jeg måtte følge en af mine venner til skadestuen. Han havde svært ved at udtrykke sig, men det lykkedes os at gøre os forståelige, og på hospitalet kunne de hjælpe os. Ellers ville det have været et rigtigt rod! Jeg har også opnået et uundværligt kendskab til engelsk, men alligevel giver det at tale italiensk mig et ekstra værktøj i udøvelsen af mit erhverv. Det er takket være dette, at jeg er i stand til at hjælpe italienske klienter med at finde ud af det danske retssystem. Selv om mange af dem forstår engelsk, giver det mig ro i sindet at være i stand til at føre forhandlinger med større sikkerhed. Og det er grunden til, at jeg over tid har lovet mig selv at forbedre min viden om sproget endnu mere, ved at deltage i kurser på et mere akademisk niveau for at tilegne mig bedre sprogfærdigheder inden for det juridiske felt.

Du er vokset op og har studeret i de to lande, hvor og hvad ser du som dine smukkeste italienske minder?
Mine studier begyndte på Copenhagen Business School og fortsatte derefter med et udvekslingsprogram på Bocconi Universitetet i Milano, hvor jeg startede som selvstændig udvikler. Det var en udfordring fra starten, da jeg selv var nødt til at håndtere al korrespondance med Milanos universitet om studiet: at stille de nødvendige krav, anvendelse, optagelse, håndtering af alle formaliteter osv. Dette gjorde det muligt for mig at implementere mine sprogfærdigheder, som blev forbedret markant. Så opfyldte jeg drømmen om at prøve at bo i min fars land, leve hans daglige liv som italiener og ikke som turist. At besøge nogle byer som Rom og Perugia, hvor jeg har kunnet møde min oprindelige familie, var en dejlig mulighed og en meget rig periode set fra et menneskeligt synspunkt, hvor jeg hang ud med italienske studerende, men også mennesker, fra andre dele af verden.

En fordel og en mangel hos danskere og italienere?
I Danmark bliver vi opdraget til at være selvstændige ganske tidligt, det er normalt for os at studere og arbejde på samme tid. Jeg gjorde det selv; også før jeg rejste til Milano tilbød jeg at hjælpe min far i hans arbejde. Jeg var omkring 15 – 16 år gammel, men jeg mente, det var rigtigt at lære at klare mig selv, at planlægge mit liv med det samme for at være i stand til at løse mine forpligtelser som forberedelse på det, der ventede på mig, når jeg blev voksen. Italienerne har på den anden side en mere afslappet tilgang til livet; men den generelle holdning at “alt ordner sig” synes jeg også er stimulerende. Denne større spontanitet er positiv, så alt ikke bliver for planlagt i en ellers relativt travl og hektisk dagligdag. Men det er lige så vigtigt, at unge italienere forpligter sig til at blive mere uafhængige inden trediveårsalderen, at de tager sagen i deres egne hænder og forsøger at finde et job, allerede som teenagere. Jeg ved, at de har det svært på grund af den høje arbejdsløshed, noget, der skal rettes op på, og jeg håber inderligt, at tingene snart vil ændre sig.

Hvad kan du bedst lide ved den italiener, der er i dig?
Jeg har et temperament som familie og venner sommetider gør lidt nar ad, jeg er livsnyder og er selvfølgelig en stor fan af det italienske køkken. Jeg har en stærk familiefølelse, jeg kan huske, da min bedstemor var i Danmark og hun talte flere gange om dagen med sine børn i Italien, jeg kan huske de mange italienske somre, hvor hele familien var samlet, og slægtninge kom og gik i mine bedsteforældres hus, hvor de fleste af mine onkler og tanter er vokset op. Det hele var meget afslappet og underholdende, og jeg tænker altid tilbage på det med et smil. Kort sagt, jeg har taget noget med mig fra begge kulturer og høstet store fordele af det – fordele som jeg gerne vil videregive til min datter, som vi venter til september. Vi har allerede aftalt med min far, at vi straks skal tale italiensk, både med hende og med min kæreste. Jeg har altid overvejet, at det at være flersproget er en gave at videregive til ens børn, som min far gjorde med mig.
Og det er jeg meget taknemmelig for.

Comments are closed.