Sicilien set gennem danske øjne – Af Tine Kragh – Af Iben Bjurner

23 Ottobre 2022
Comments off
980 Views

Sicilien set gennem danske øjne
Af Tine Kragh – Af Iben Bjurner

Højskolen på Sicilien drives af kunsthistoriker Tine Kragh og stiller helt efter den danske højskoletanke skarpt på kunst, kultur og åndsliv på Italiens sydspids. I foråret 2023 udbydes f.eks. en rejse med temaet ”Danske spor og fortællinger på Sicilien”.

Sicilien er mange ting. Her er barokkirker, så englene synger, gamle renæssancemestre i malerkunsten, ypperlige museer og smukke tempellandskaber og temperaturer – for bare at nævne nogle få ting.

Højskolen på Sicilien viser gerne sine gæster de mere ukendte sider af øens oldgamle ansigt, og der er meget at byde på. Senest har en rejse med temaet ”Siciliens kunstskatte” fået de medrejsendes øjne op for vores nationale billedhuggerstjerne Bertel Thorvaldsens (1770-1844) historie, for den bød på et besøg hos billedhuggerens 2xtipoldebarn Maddalena Diliberto-Paulsen og hendes mand Giovanni Rizzo i Palermo. Ikke alle ved, at Thorvaldsen havde børn, men han fik to, Carlo (1806-1811) og Elisa (1813-1870). Datteren efterlod sig to levedygtige sønner ud af syv børn, og det er den ene af dem, som Maddalena stammer fra.

Det er historier som disse, som Højskolen på Sicilien formidler på fængende vis, og snart er der flere muligheder for at følge i hælene på de danskere, der gennem tiden har fundet ned til den skønne ø. Ved rejsen ”Danske spor og fortællinger på Sicilien” i april 2023 vil der blive mulighed for endnu et besøg hos Thorvaldsens efterkommere i Palermo, men også Taormina og Siracusa på østsiden af øen er på programmet.

Danske minder
I Taormina drev søstrene Augusta (1860-?) og Christine Hoff-Hansen (1867-1935) i mange år Pensionatet Villa San Pietro og havde utallige kendte danske gæster som f.eks. Marie Krøyer og Hugo Alfvén, og den fortælling foldes ud på turen. Og i Siracusa længere sydpå boede sygeplejersken Christiane Reimann (1888-1979) i den vidunderlige Villa Reimann, som stadig rummer hendes malerisamling af kendte danskere malere såsom Wilhelm Marstrand og Johannes Larsen, hendes samling af kongeligt porcelæn mv. Også hende skal rejsens deltagere høre meget mere om.

Taormina var i øvrigt en magnet for jetsettet i 1900-tallets begyndelse og midte, og DR-journalisten Adrian Hughes, som er kendt fra Kunstquizzen m.m., vil deltage på turen og fortælle om sin egen families historie på de sicilianske breddegrader. Hans morfar var nemlig en hyppig gæst på luksushotellet San Domenico Palace med visse dramatiske begivenheder til følge.

Kunstnerne
Mange danske kunstnere såsom P.S. Krøyer (1851-1909) og J.F. Willumsen (1863-1958) har gennem tiden gæstet Taormina og malet store værker der. Dem vil vi også fokusere på turen i april 2023. Rejsen ender i Palermo, og udover besøget hos Thorvaldsens efterkommere skal vi også se de steder, som Thorvaldsen selv besøgte der under sit ophold i 1797, hvor han bl.a. var i Palermos katedral. Han mødte også den sicilianske maler Vincenzo Manno (1750-1827), og begge episoder er beskrevet i billedhuggerens dagbog.

Vi skal desuden gå i guldaldermaleren Martinus Rørbyes (1803-1848) fodspor rundt i Palermo. Han var der i en længere periode i 1840, og her malede han bl.a. Palermos domkirke, normannerkirken San Giovanni degli Eremiti og mange skitser og akvareller af det sicilianske landskab. Særlig

kendt er billedet fra Palermos havn med Monte Pellegrino i baggrunden og kirken Santa Maria della Catena i forgrunden. Billedet blev bestilt af Thorvaldsen, som samlede på de italienske genremalerier. Det er et typisk atelierbillede – færdiggjort i Danmark men baseret på skitserne fra Rørbyes rejse til Sicilien. Maleriet hænger i dag på Thorvaldsens Museum.

H.C. Andersen (1805-1875) skrev så smukt om Sicilien, men var faktisk aldrig i land på øen. Han sejlede langs kysten ved Taormina og Siracusa og berettede:

”Sicilien! Du mægtige Trefod i det dybe, luftklare Hav, vær os hilset! Du Viinløv-omkransede Land, hvor Guder have levet, hvor Helte have stridt, ved hvis Kyster endnu Feen Morgana bygger luftige Trylleslotte, vær os hilset! (…) høit over Skyerne i den klare Luft stod Toppen af Ætna, bedækket med Snee, dog rundt om Kraterets Rand var den smeltet i lange Revner. Hvilken Storhed! Vesuv er en Sandhøi kun mod denne Kjæmpe, Siciliens Stolthed og Velgjører. Det er et Amphitheater for de høie Guder selv!”.

Mange nye danske spor
En anden dansk livsbane, som vi vil forfølge på kurset, er maleren Elisa Maria Boglinos (1905-2002). Som så mange andre lidt oversete kvinder fra denne periode er hun også blevet genopdaget, og hendes livshistorie udgør en atypisk og interessant fortælling. Hun var gift med en sicilianer og boede meget af tiden i Palermo – ja, hun er faktisk mere kendt på Sicilien end i Danmark. På museet for moderne kunst i Palermo, GAM Galleria d’Arte Moderna, hænger hun sammen med store, italienske kunstnere som Renato Guttuso og Giovanni Boldini.

Det utrolig spændende er, at der hele tiden dukker nye forgreninger og spor op på Sicilien, der peger mod Danmark. Højskolen på Sicilien oplever
mange danskeres og kunstneres store kærlighed til øen, og på den måde
hænger fortid og nutid sammen. Sicilien fortsætter med at overraske og begejstre os danskere!

På kurset ”Danske spor og fortællinger på Sicilien” vil man møde følgende undervisere og fortællere: Adrian Hughes, Iben Bjurner og Tine Kragh.

Dette kursus og forårskurserne kan man snart tilmelde sig på højskolens hjemmeside.

Øvrige kurser og aktiviteter
Højskolen på Sicilien har mange forskellige kurser, der spænder over emner som kunst, kultur, historie, musik, religion, poesi m.m. Af eksempler kan nævnes ”Skønhed og poesi på Sicilien”, ”Opdag Vestsicilien”, ”Antikkens materialer og teknikker” og ”Vin og Vulkaner”. Vi udbyder også nytårs- og julerejser og mere kreativt skabende kurser som keramik- og tegnekurser, fotokurser mv. Nogle kurser gentages – andre vil kun finde sted én gang.

Er du interesseret i at høre om nye kurser, kan du skrive dig op til Højskolen på Siciliens nyhedsbrev og løbende få information om dem. Højskolen har også mange aktiviteter i Danmark, blandt andet: ”Sicilianske dage i København”, flere foredrag og årligt en siciliansk aften på Det italienske kulturinstitut i Hellerup.

Iben Bjurner har skrevet bogen ”Naar jeg omfavner Italiens Jord – danske skæbner i syden”.
Tine Kragh er kunstner og leder af Højskolen på Sicilien.

Læs mere på www.hoejskolensicilien.dk

Comments are closed.