Kvinden der skabte en kokon

20 Giugno 2016
3.264 Views

Det er mit temperament at flyve ud i verden, siger den italiensk-danske arkitekt Anna Maria Indrio, der som 21-årig forlod det konservative studiemiljø i Rom til fordel for akademiet i København, hvor hun mødte en mere åben holdning til kvinder.

Blåvands projektDer er højt op til Anna Maria Indrio, der står bag en række innovative byggerier med stor spændvidde, både i Danmark og internationalt. Som det præmierede boligbyggeri, Østerbrogade 105, Rungsted Sundpark og Darwin Centret, tilbygningen til The Natural History Museum i London.

Men også rent bogstaveligt.

I 2015 indtrådte Anna Maria Indrio som partner i tegnestuen Nørrøn, der holder hus i en baggård i Bredgade, fire etager oppe af en gammel trappe. Og med toilet i gården.

Anna Maria Indrio, 72, har stadig gløden og lysten til at udvikle nye ideer.

Hun kom fra det agtværdige arkitektfirma C.F. Møller, hvor hun stod for en række prestigiøse projekter, som blandt andre tilbygningen til Statens Museum for Kunst, så hun har i nogen grad lagt stilen om ved at blive del af Norrøn:

Jeg ønsker ikke at blive ’seniorkonsulent’, jeg kan ikke bare lægge det kreative væk, og så længe tingene fungerer for mig, vil jeg blive ved med at skabe bygninger,” siger Anna Maria Indrio.

Fælles om ansvaret

Den lille tegnestue er et laboratorium og det er nok det, jeg har manglet de sidste ti år, hvor projekterne blev så store, at den kreative proces ikke blev helt udfoldet. Hos C.F. Møller var der så meget organisatorisk og så mange lag, jeg også skulle tage mig af. Her udvikler vi ideerne kollektivt, og vi er fælles om at dele ansvaret. Det nyder jeg.”

Norrøn har lige vundet arkitektkonkurrencen om Blåvand Strandpark ved Vesterhavet, som blev udskrevet som en følge af den kontroversielle lov om bebyggelse langs strandene. Det smukke bygningsværk falder harmonisk ind i Vesterhavets natur, og har omvendt mange af de kritikere, der var bange for, at kysterne ville blive ødelagt af ’borgmesterens badeland’.

Det projekt er typisk for Norrøn og typisk for mit livsforløb. Der er indtænkt en følsomhed og en omsorg for de lokale forhold, og det løser knuden ved at bygge så nær vandet,” siger Anna Maria Indrio, ”jeg har altid haft den filosofi, at når man bygger, skal man aldrig tage fra, men derimod lægge til ved at være specielt opmærksom på sammenhængen og de mennesker, der skal bruge det.”

Hun nævner sin tilbygning til Statens Museum for Kunst, hvor hun har arbejdet med at løse forholdet mellem kultur og kunst: ”Derfor fungerer den tilbygning fantastisk godt sammen med byen og er blevet en stor attraktion. Men det er mere vigtigt for mig, at folk elsker det sted, end at manifestere mig selv.”

Særligt glad for museerne

Anna Maria Indrio er særligt glad for de museer, hun har skabt:

Darwin Center i London, er det mest prestigiøse projekt, jeg har lavet. En enorm silkekokon, omgivet af et glasskrin, der beskytter samlingen af de 18 mio. million insekter og tre mio. planter, der opbevares der. Kokonen er typisk for de ting, jeg har lavet, relationer af rum inden i rum, som er en intuitiv ledende tråd i det, jeg laver,” siger hun.

Der bygges som aldrig før i København, men det der i begyndelsen var nytænkende, ender med at se ens ud, som eksempelvis i Sydhavnen?

Den nyere arkitektur er tæt og høj, men problemet er, at der er to ting bestemmer: I Danmark bygger vi med et byggesystem, der er ens lige meget hvad man bygger, med elementer og en eller anden form for beklædning uden på,” siger Anna Maria Indrio, ”alle lejlighederne er mellem 80 og 95 m2, og det har betydning for, hvordan vinduerne er placeret og sætter begrænsninger for, hvor meget vi kan gøre med ’huller’. Så selv om husene er lavet af udmærkede arkitekter bliver de ens,” siger Anna Maria Indrio.

En stor skuffelse

Der er mange glæder ved som arkitekt at se sine visioner manifestere sig i bygningsværker. Men også skuffelser, og her handler det om ombygningen af det 700 år gamle munkekloster San Martino i Napoli, der ligger med en enestående udsigt over byen og Middelhavet. Det er et af de smukkeste steder i verden, fortæller Anna Maria Indrio:

Vi skabte sammenhæng mellem museet og parken og det historiske køkken, og vi ville skabe et madakademi, der skulle udbrede kendskabet til mad fra Napoli, og en restaurant så man kunne sidde og spise med en vidunderlig udsigt.”

Vi havde det hele, der manglede kun inventar, døre og sanitet, men vi skulle restaurere de gamle hvælvinger, der viste sig at have dybe revner, så vi måtte bruge en del af pengene til at konsolidere de gamle mure. Stedet har været lukket de sidste fem år og forbliver lukket. Det var en stor skuffelse,” siger Anna Maria Indrio.

Leave A Comment