HUSMØDRENES FORNEMMELSE FOR TID

”På torsdag kan jeg ikke. Jeg skal på posthuset,” svarede Lella, da jeg spurgte, om vi skulle tage i svømmehallen. ”Ja, og…?” havde jeg lyst til at svare. Min veninde er casalinga, altså hjemmegående, ligesom over 50 procent af alle italienske kvinder ifølge de seneste statistikker. Sønnen, det eneste barn, er over 30, og bor sammen med sin kæreste. Husmødres tid er bare anderledes, og når man som jeg arbejder hjemmefra, så regnes man ofte som husmor. Det tog mig derfor over tyve år at finde en frisør i mit kvarter i Milano, der forstod, at jeg bare ville klippes, og ikke skulle have en hel eftermiddag til at gå. Når jeg er effektiv, tager klipning, hårfjerning og fodterapeut halvdelen af en formiddag. Der er tid nok til at tage i svømmehallen bagefter, hvis det skulle være. Sådan er det ikke for Lella. Tre kvarters acquagym tager en hel formiddag eller eftermiddag i hendes tidsboble. Vi ankommer en time før, og skal lige have en kaffe, mens de andre hjemmegående kvinder ankommer. De fortæller alle sammen først, hvor travlt de har det. Derefter taler de om deres mænd, om hvor dyrt alt er blevet, og om hvor hårdt, det er at have ét barnebarn. Jeg slår lyden fra. Læser email eller laver research til næste artikel med mobilen. Og når de begynder at tale om, hvordan deres mænd vil have deres skjorter strøget, lader jeg som om, jeg har en vigtig telefonsamtale og går udenfor. ”Hun arbejder altid”, forklarer Lella så, og rundt om bordet nikker de, og sender mig medfølende blikke. Underligt nok har jeg meget nemmere ved at lave aftaler med de italienske veninder, der som jeg selv har en arbejdsuge på mindst 40 timer. Tid er i sandhed et elastisk begreb i Italien.