VERDENS SJOVESTE VIN

8 Marzo 2017
2.466 Views

Lambrusco var nu ikke så sjov i 70’erne og 80’erne, hvor den bukkede under for sin egen succes, og kvaliteten blev mere og mere elendig. Men moderne producenter i Podalen, hvor vinen kommer fra, er begyndt at satse på kvalitet, og nu er den røde Lambrusco ved at få en renæssance

Foto @Consorzio del Lambrusco di Modena

“Øv, er Lambrusco rød?” Så sikkert som ammen i kirken er der altid nogle, faktisk de fleste, der bliver overraskede og stiller det spørgsmål. Altså i Danmark, hver gang der er en smagning, en vinmesse eller en manifestation, hvor verdens sjoveste vin bliver skænket. I resten af verden er Lambrusco rød. Næste gang I er i Italien, så prøv at spørge en tilfældig forbipasserende: “Hvad er Lambrusco?” Eller bedre hvis I prøver på italiensk “Cosa é il Lambrusco?” Svaret vil uvægerligt være: “E´un vino rosso frizzante”. Rosso er rød, og “frizzante” perlende. I skal ikke være bange for, at den tilfældige forbipasserende ikke kan svare. Lambrusco er den mest solgte vin i italienske supermarkeder. Den samlede produktion af Lambrusco tangerer de 200 mio. flasker. Halvdelen går til eksport og halvdelen nydes i Italien. Der findes også en rosé, men her taler vi om lidt mere end én procent af den samlede produktion. Lambrusco er en rødvin, der perler, hvis smag spænder fra den meget søde (dolce) til den meget tørre (secco) via den specielle amabile smag: Amabile betyder ’elskværdig’, og vi vil oversætte det som halvsød/halvtør. Det første indtryk af en amabile er af sødme, men både boblerne og frugtsyren efterlader ganen med en frisk oplevelse af en tør vin. Lambrusco kan også fremstilles på samme måde som Champagne, men det udgør kun ca. én procent af den samlede produktion.
Vinen fra overdrevet Før vi kaster os ud i de forskellige typer, kan vi se på, hvor druen kommer fra. Navnet har hverken med ’lam’ eller ’brus’ at gøre men betyder faktisk ’vinen fra overdrevet’. Vitis labrusca, var det navn, antikkens folk gav til de vildtvoksende, selvsåede vinplanter. Druen var altså kendt i romertiden og måske også den rå og saftige vin, den gav, men det er først med industrialisering af glasproduktionen og introduktionen af korkpropper, at Lambrusco begynder at blive kendt udenfor sit produktionsområde. Vi skriver ca. 1860. Og tidligere? Ja, det var svært at konservere boblerne i vinen, så den blev nydt lokalt, fra december-januar til den følgende høst. Hvis vi ser på Italienskortet, optager dyrkning af Lambrusco det flade land omkring Po-dalen, der strækker sig fra Parma-provinsen i nord hele vejen til Modena i syd. Lambrusco som drue bliver også dyrket andre steder i Italien, og vi finder den som komplementær drue, det vil sige i mængder på tre til fem pct. i andre norditalienske vine. Selv om hver provins fremhæver sin Lambrusco, vil de fleste indrømme at Modena og naboprovinsen Reggio Emilia betragtes som Lambrusco’ens hovedstæder.
Viol og brombær “Smager de forskelligt?” Det er det andet spørgsmål, der bliver stillet, når folk bliver præsenteret for seksten-sytten forskellige Lambrusco. Vi har lært om forskellen blandt kommunerne i Bordeaux og i Barolo, og det samme sker for Lambrusco. Måske ikke så skarp en forskel kommunerne imellem, men når vi tager højde for oprindelsen og de mange typer Lambrusco, kan vi opstille en noget forenklet liste som fingerpeg, næste gang man køber Lambrusco. I Mantova provinsen har vi rustikke og mørke
Lambrusco med markant garvesyre, der stammer fra den særlige type, der er udbredt der: Lambrusco viadanese eller, netop, mantovano. Samme stil i Parma hvor vinene dog har en lilla kant og en gennemtrængende duft af viol og brombær. I Parma er den mest anvendte type Lambrusco Maestri. Samme drue anvendes i Reggio Emilia, sammen med Lambrusco Marani, der kendetegnes af en lysere farve, en højere alkoholstyrke og en lige så høj og læskende syrlighed.
Det fede regionale køkken I Modena provinsen har vi de tre nok mest kendte Lambrusco-typer: Grasparossa (den røde stilk) Sorbara og Salamino ( den lille pølse, på grund af klasens udseende). Grasparossa er nok den mest eksporterede, siden vinen byder på mere farve, fyldigere krop og fin garvesyre. Netop disse kvaliteter gør også druen velegnet til fremstilling af stille vine. En landsby ved Modena har givet navn til druen Sorbara. Den adskiller sig fra de typer Lambrusco, fordi den har en tynd skal, og planten ikke yder så meget som de andre. Vinen har en lysere farve, høj syrlighed og en meget tiltalende duft af ribs og skovbær. Det er en type, der egner sig bedst som ledsager til det fede regionale køkken, hvor svinekød tagliatelle, lasagna og ravioli er enerådige herskere. Man kan sige, at Lambrusco Salamino er smagsmæssigt en slags mix af de to andre. Det er naturligvis en selvstændig drue, men dens vin har som regel en meget intens rubinrød farve, en fin blomsterbouquet og en meget harmonisk og rund smag. Andre typer Lambrusco-druer er: Montericco, Enantio, Oliva, d’Alessandria. Så er der nok at gå i gang med!
Fra storhed til fald Efter den store kommercielle succes i 1970’erne og -80’erne, især i USA, oplevede Lambrusco en dvaleperiode. Vinen var bukket under for sin egen succes. I Danmark blev den lyserøde type af ringere og ringere kvalitet og endte med at støde forbrugerne fra sig, uden at kunne være et springbræt for kendskab til den røde udgave. Det er kun i de sidste fire-fem år, at de store vinguider anmelder Lambrusco, og pressen igen er begyndt at skrive om vinen, samtidig med, at der er kommet mange producenter, der satser på kvalitet. En anden kilde til Lambrusco’s succes er dens prisbillighed. Produktionen på Posletten når snildt de 40.000 kilo pr. hektar, og der er ikke tale om investeringer i lagring af vinen, der fremstilles i kæmpestore beholdere af rustfri stål. De mest fremsynede producenter har investeret i mindre produktioner med druer fra bakkeområderne og har lagt større omhu i produktionen af Lambrusco. Flere er begyndt med at producere efter det, der uofficielt kaldes Metodo ancestrale, altså fremstilling og lagring på flasken.
En ode til Lambrusco Det er svært at spå den røde ’ægte’ Lambrusco en succes af samme dimensioner som fordums rosé, men selv om forbruget overvejende ligger i de varme måneder, er accepten og nysgerrigheden stigende, og mange traditionelle, danske svinekødsretter kan finde en ideel ledsager i en tør Lambrusco. Flere og flere importører, også i Danmark, har tilføjet gode Lambrusco til deres vinlister. Endelig må vi ikke glemme at alkoholindholdet i Lambrusco generelt er lavere end i andre vine, fra 6% til 11%, alt efter tørhedsgrad, og det er i pagt med moderne drikketendenser. Og så er Lambrusco nok den eneste vin i verden, der har fået dedikeret en helt ode til sig: “L’Amo Brusco” af Luigi “Vamba” Bertelli i februar 1888.

http://www.lambrusco.it/it/Home

http://www.tenutapederzana.it/index.php/tenuta/

http://www.prober.it/index.php?op=48&cat=VINI&piva=00143700359

http://www.podereilsaliceto.com/blog/to-be-lambrusco-essere-lambrusco

CARLO MEROLLI Carlo Merolli, f. 1949, er født i Italien. Han var oprindelig flådeofficer, men begyndte så at læse dansk ved universitetet i Rom. Studierne førte ham til Danmark, hvor han efter diverse jobs fulgte sin naturlige inklination og begyndte at sælge sit lands vine til danskerne. Det siges, at Carlo ene mand, er den, der har gjort mest for at få danskerne til at sætte pris på italiensk vin. Fra 1996 har han styret sin vinhandel fra Virum og har gennem mange år haft en fast og loyal kundekreds, hvor nu tredje generation er begyndt at købe hos ham. Carlo Merolli udsender sine underholdende og velskrevne Vinhandlerbreve på nettet, hvor han kommer vidt omkring i det italienske univers. Vinen er Carlo Merollis lidenskab. Men han har én til: Fodbold. Den dyrker han i B 93, hvor han spiller sammen med andre old boys, der alle er gamle venner. 

Leave A Comment